Historien om Aars Vand

Stiftet som interessentskab 8. dec. 1903
Som en række andre væsentlige tiltag i Aars er tanken om et vandværk i Aars by formentlig ud-
sprunget af Aars Borger- og Håndværkerforening. Forud for stiftelsen af Aars Vandværk har et udvalg bestående af daværende gæstgiver J.P. Hansen, fabrikant A. Petersen, maskinfabrikant N. Jensen, forstander L. Pedersen og isenkræmmer C.C. Christensen arbejdet med planerne. Hvornår dette arbejde er begyndt har ikke kunnet spores, men den 8. december 1903 kunne man indbyde til et stiftende møde i Håndværkerforeningens lokaler på Gæstgivergården. Her redegjorde udvalget for planerne og forelagde udkast til statutter, som blev godkendt af de fremmødte i den forelagte form.

Der må have været stor interesse for planerne, idet det af de gamle protokoller fremgår, at der fra starten var tilmeldt 97 interessenter.

Hvor og hvordan man er startet rent fysisk med det første vandværk er lidt uklart, men ud fra de tilgængelige oplysninger tyder alt på, at den første boring var placeret i nærheden af det senere elektricitetsværk, som i dag er ombygget til boliger bag ejendommen Himmerlandsgade 38, hvor Aars Elforsyning har til huse.

I en lang årrække blev vandet pumpet op fra boringerne ved hjælp af en vindmotor, som pump-
ede vandet op i en højdebeholder, så man kunne holde et rimeligt tryk på vandet.

I 1910 blev vingerne på vindmotoren nedtaget for, tillige med den tilhørende trækstang, at blive grundig istandsat, først i 1917 nedtages vindmotoren og sælges med tilhørende pumpe for 400 kr. – ikke mange penge set med nutidens øjne, men det var jo andre tider dengang.

Forbrugerne betalte afgift efter antal haner, 10 kr. årlig for den første og 6 kr. for hver efter-
følgende, men det var ikke usædvanligt, at flere familier i samme ejendom var fælles om én hane, derfor fastsatte bestyrelsen en gradvis stigning, således at man til sidst kom til at betale, som om hver familie havde en hane.

Som et kuriosum kan nævnes, at Fattighuset, som havde fire forbrugere, dog kun blev sat i afgift efter to haner.

I de første vedtægter er der taget højde for brug af vandmålere men kun med tanke på evt. større forbrugere og erhvervsvirksomheder. Der skulle dog gå en årrække før vandmålere blev taget i brug, så større forbrugeres afgift blev fastsat efter skøn. Først i 1931 bemyndiges bestyrelsen til at gøre forsøg med vandure. Det foregik på den måde, at et vandur opsattes i en periode og derudfra beregnedes årsforbruget. Dog nævnes allerede i 1903, at Statsbanerne kan få leveret vand til lokomotiverne mod selv at sørge for tilslutningsledning og vandur. Stats-
banerne skulle betale 1,50 kr. pr. td. vand og minimum for 25 tdr, vand daglig til lokomotiverne. Derudover skulle betales 5 kr. årlig for de vandhaner, som opsattes på stationen og i formands-
huset. Det blev endvidere “Statsbanerne betydet” at vandet ikke kan gå højere end 18 fod over jernbaneskinnernes overflade.

Tilslutningen til Aars Vandværk øgedes med stor hastighed og det blev oftere og oftere nødven-
digt med nye boringer og en næsten konstant udvidelse af ledningsnettet med nye rørledninger i flere og flere områder i byen. Efterhånden som forbruget steg blev det ligeledes i flere tilfælde nødvendigt at udskifte tidligere nedlagte rør og erstatte dem med nye af en større diameter for at få tilstrækkelige vandmængder frem til forbrugerne, det blev også nødvendigt med stadig flere boringer på udvalgte steder. Især kunne vandmangel være et problem, når nye store forbrugere blev koblet på ledningsnettet.

Allerede i 1922 var der derfor planer fremme om, at opføre et vandtårn i et område af byen vest for banen. Bestyrelsen fandt imidlertid projektet for kostbart og valgte i stedet en billigere løs-
ning med at udskifte de bestående rør med nye og større.

Aars fik imidlertid sit vandtårn. I 1930 behandledes planerne om et vandtårn på flere bestyrel-
sesmøder og der var indkaldt eksperthjælp udefra. Der blev udarbejdet tegninger og beskrivel-
ser, hvorefter arbejdet blev udbudt i licitation. Der indkom tre tilbud. Billigst var daværende murermester A.P. Strandholt, Aars, som tilbød at opføre vandtårnet med trappe for 11.898 kr. En alternativ pris uden trappe lød på 10.398 kr. Vandtårnet blev opført på toppen af Møllevej, hvor også Aars Mølle lå. På generalforsamlingen i februar 1931 orienteredes om byggeriet af vandtårnet, som imidlertid var kommet til at koste 17.420 kr., hvilket der tilsyneladende ikke har været nogen kommentarer til. I hvert fald omtales det ikke yderligere i referatet fra generalfor-
samlingen den gang, men i øvrigt “optræder” vandtårnet ved flere lejligheder i de gamle annaler. I 1943, hvor man jo pga. krigen måtte spare på næsten alt, havde man åbenbart ikke det problem, når det gjaldt vand. I hvert fald fik bestyrelsen flere klager over, at vandværket blev ved med at pumpe vand op i vandtårnet i så store mængder, at vandet løb ud af tårnet og ned i de omliggende haver.

Det var åbenbart også kutyme, at man kunne få udleveret nøglen til tårnet, så man kunne komme op og nyde den flotte udsigt over byen, men i 1948 blev det, efter klager, forbudt at udlåne nøglen til børn, fordi man havde flere tilfælde, hvor børn har smidt sten ud fra tårnet og ned på de omliggende hustage.

Vandtårnet forblev i drift indtil dets funktion som højdebeholder og reservoir ophørte i 1974.I 1976 forhandledes med Aars kommune om et mageskifte, således at Aars Vandværk overtager en grund med mulighed for vandindvinding mod at kommunen så overtog vandtårnet. Resultatet blev at kommunen i 1977 overtog Aars Vandtårn, som i mange år har været et markant vartegn for byen.

I dag er Aars Vandtårn i privat eje og drives som butik i fem etager med kunsthåndværk, stil-
møbler, belysning og billeder mm.

Denne markante bygning er nu som dengang byens vartegn, i dag med byvåbnet i neon på taget, og minder os om en udvikling på et vigtigt forsyningsområde, som tog sin begyndelse for over hundrede år siden.

Udviklingen i forbruget
Der skulle gå mange år før man begyndte at interessere sig for, hvor meget vand man egentlig pumpede op. Det man hæftede sig ved var stort set pumpernes kapacitet, og når boringerne sandede til, rensede man sandfiltrene og var det Ikke nok, lavede man en ny boring, så man kunne klare efterspørgselen og holde vandrykket.

Da værket startede optalte man, eller satte i pris efter, antal haner. I 1903 betalte de 97 interessenter for 196 haner. 25 år efter, altså i 1928 brugte man samme system. Nu havde man 314 interessenter gjort op til 669 haner.

I dag forekommer det lidt mærkværdigt, at man interesserede sig så lidt for mængden af det oppumpede vand. For allerede i 1931 får Aars Vandværk en vandindvindingsret på 100.000 kubikmeter årlig, altså må det have været nødvendigt, at kende det årlige forbrug.

På et senere tidspunkt får man, for en femårig periode, tilladelse til at oppumpe yderligere 100.000 kubikmeter om året. Disse tilladelser kørte man stadigvæk efter i 1970, skønt den oppumpede mængde for længst havde overskredet denne grænse. Men en landvæsenskendelse om vandindvinding var en langsommelig affære. Man begyndte at søge en udvidelse i 1957 og igen i 1962, om ret til at indvinde op til 1.000.000 kubikmeter årlig. Endelig i 1970 kom der så en tilladelse til at indvinde 1.200.000 kubikmeter årlig, dog med den begrænsning at der maksimum måtte oppumpes 5.000 kubikmeter på et enkelt døgn.

Første gang man omtaler et årligt oppumpet forbrug er i 1933. Da blev der fra daværende vandværker/boringer tilsammen oppumpet 105.441 kubikmeter til 343 interessenter. Største vandforbrug på én dag blev målt til 471 kubikmeter.

I jubilæumsåret 1953 måltes forbruget til 356.320 kubikmeter fordelt på 602 interessenter.

Forbruget i de efterfølgende 25 år afspejler ganske godt den rivende udvikling, der var i gang i Aars, især i tresserne og halvfjerdserne med en kraftig byudvikling og en stærkt stigende industrialisering.

I 1978 blev der således oppumpet 910.280 kubikmeter fordelt på 1.895 almindelige forbrugere, 39 større forbrugere som betalte efter målere og 20 landbrug som betalte efter overenskomst for et skønnet forbrug.

Efter en række år med forsat stigende forbrug, der toppede sidst i firserne – man nåede faktisk op på godt 1.200.000 kubikmeter – blev forbrugerne, efter en omfattende debat om vore ressourcer, og godt hjulpet på vej af beskatningen og ikke mindst, da alle forbrugere får installeret vandur, meget mere bevidste om forbruget, hvorefter der sker et betydeligt fald. Retfærdigvis må det også nævnes, at Aars Vandværk i den periode også mister en af sine største forbrugere, idet Danish Crown’s slagteri nedlægges.

I 2002 havde Aars Vandværk således 3.393 forbrugere, mens der kun blev oppumpet 650.746 kubikmeter vand. Der blev solgt 589.623 kubikmeter. Man har således haft et vandtab på 61.532 kubikmeter eller 9.45 pct., som man arbejdede på højtryk på at få reduceret.

Formænd gennem 100 år
Man kan ikke sige at Aars Vandværks formænd gennem de 100 år har brugt at løbe af pladsen i utide. Det er ret imponerende at Aars Vandværk kun har haft 8 formænd siden starten i 1903:

Isenkræmmer C.C. Christensen 1903-1918
Branddirektør H. Poulsen Nør 1918-1924
Direktør Chr. Jensen, Aars Dampteglværker 1924-1930
Tømrer Berthel Pedersen 1930-1941
Sognefoged Laurits Frederiksen 1941-1949, da han afgår ved døden i sin formandsperiode, afløses han før tid.
købmand H.P. Perregaard 1949-1955
Murermester Gregers Nielsen 1955-1984
Værkfører Jørgen Nøhr Jensen 1984-2011
Niels Rank Johannesen 2011 – 2019
Morten Vestergaard Jensen 2019 – I dag

Samarbejde med Aars Elværk
De mange filtre og pumper mv. skulle naturligvis efterses og vedligeholdes. De første år havde man ansat en mand som havde flair for den slags. Først en tømrer og senere en møller, idet man skal huske på, at vandet i mange år blev pumpet op af en vindmotor. Imidlertid rykkede elektri-
ficeringen frem. Aars Elektricitetsværk var blevet etableret i 1905, tæt ved vandværket, og da man skulle lave yderligere en boring og pumpeværk, blev der I 1912 lavet en overenskomst med elektricitetsværket om levering af drivkraft og teknisk assistance. Det var også modydelsernes tid. Et notat fra 1920 fortæller, at el blev betalt med 30 øre pr. kwt. mod at vandværket leve-
rede gratis vand til el-værket. Senere, når bestyrelserne fra de to værker forhandlede priser, gik man endnu videre, idet bestyrelsesmedlemmerne for el-værket nu også fik leveret gratis vand. Hvornår disse aftaler udløb står hen i det uvisse.

De skiftende el-værksbestyrer har i en meget lang årrække påtaget sig tilsyn og pasning af vandværkets mange boringer og værker, og i 1971 lejede Aars Vandværk sig ind i Aars El-værks ejendom Himmerlandsgade 38, og allerede da indledes et vist kontorfællesskab, men man skal frem til 1983, da driftsleder Hans Henrik Haslev blev ansat fælles for de to værker og den nuværende formand Jørgen Nøhr Jensen tiltræder året efter, at integrationen rigtig har taget fart og varsler nye tider for hele strukturen i Aars Vandværk.

Aars Vandværk tager i jubilæumsåret navneforandring til Aars Vand, og i 2004 bliver den nuværende driftsleder Per Havbro ansat, til kun at varetage driften af Aars Vand. Dermed ophører den fælles driftsledelse af Aars Elforsyning og Aars Vand. I 2005 ansættes der en montør, for derved selv at kunne forestå hovedparten af arbejdet på ledningsnettet. Den store omvæltning for Aars Vand sker, da det administrative samarbejde med Aars Elforsyning ophører pr. 31. december 2005. Herefter går det stærkt, der ansættes en kontorassistent/bogholder til at varetage det daglige administrative arbejde, og i februar 2006 påbegyndes byggeriet af Aars Vands nye administrations og lagerbygning på Industrivej 44, og den står færdig i august samme år.

Alle Aars Vands aktiviteter, såvel praktiske som administrative udgår fra denne adresse.

Vandværks samarbejde
Efter længere tids arbejde med at få rammerne for et vandværkssamarbejde op og stå, blev der i 2011 indgået aftale med Østrup vandværk om drift af deres administrative opgaver. I 2013 blev der ligeledes indgået aftale med Ullits, Fandrup, Flejsborg og Borup vandværker om drift af deres administration fra Aars Vands kontor. Sideløbende blev der i 2013 indgået aftale med Hornum Vandværk om drift af deres ledningsnet.

Digitalisering
Et område, som gennem de tidligere år blev forsømt, var en løbende optegning af ledningsnet-
tet. I nyere tid er det naturligvis forbedret betydeligt, men oplysninger om ledningsføring fra tidligere har været uhyre vanskelige at få optegnet.

I “gamle dage” tog man lidt let på papirarbejdet, så installatørernes indberetninger til Aars Vandværk om ledningsføringen kunne være mildest talt mangelfulde. I et moderne samfund er det naturligvis Ikke acceptabelt, at man ikke har en fuldstændig oversigt over ledningsføringen. I dag er der da også en helt anderledes styring af anlægs- og vedligeholdelsesarbejder.

Løsningen på tidligere forsyndelser er blevet klaret gennem et kæmpemæssigt kortlægningspro-
jekt, som blev indledt i 1995 og afsluttet i 2001. Det drejer sig om udarbejdelse af digitaliserede kort over ledningsnettet.

Samtlige forsyningsvirksomheder i Aars og Aars kommune gennemførte i fællesskab et projekt, så man fik styr på linieføringen af el, fjernvarme, kloak og vand. Kloakdæksler, fjernvarmedæks-
ler, kabelskabe og vandventiler blev markeret med hver deres signatur og fotograferet ved overflyvning og lagt ind på kortmateriale.

For Aars Vandværks vedkommende, kunne man herefter, ud fra ventilernes placering, beregne vandledningernes linieføring og indtegne dem på kort. Med dette materiale som udgangspunkt blev der herefter udarbejdet digitaliserede kort, som blev lagt ind i Aars Vandværks computere og oversigten over det samlede ledningsnet kom herved på plads og fremtidige ajourføring gjort usigelig lettere.

Kontrol med vandkvaliteten
Lige fra vandværkets tidlige år, har der været ført kontrol med vandkvaliteten. Igennem mange år var det dog ret enkle målinger og kontroller, der blev foretaget. I boringerne var det oftest tilsanding af filtre der var problemet, medens det i ledningsnettet var forbindelsen mellem mangan og jern (okker), som gav problemer bos forbrugerne. Et problem man stadig støder på af og til.

Sidst i firserne og i begyndelsen af halvfemserne blev vi alle mere og mere bevidste om miljøets påvirkning på en lang række områder – ikke mindst på grundvandet. I 1994 indledtes derfor en kampagne for at undersøge indholdet af pesticider i det nordjyske vandværksvand omfattende måling af indholdet af 8 gammelkendte pesticider. Efterfølgende udviklede Hygiejnisk Forvaltning metoder til måling af yderligere 15 pesticider eller deres nedbrydningsprodukter. I de efterføl-
gende år er det blevet muligt at undersøge for endnu flere pesticider.

De gennemførte måling af pesticidindholdet i drikkevandet fra Aars Vandværk i 1994 viste at her var der ingen forureningsproblemer. Samme konklusion kunne drages i 1995 og 1996.

Den sorte fredag
Fredag den 26. september 1997 blev imidlertid en katastrofedag for Aars Vandværk. Vandprøver afslørede forurening med pesticider i 6 af værkets 8 boringer, hvor det konstateredes, at grænseværdierne var overskredet. De tre hårdest ramte boringer blev omgående lukket, medens de tre øvrige ramte, efter vurdering fra embedslægen og tilsynsmyndighed havde så små overskridelser af grænseværdierne at man uden risiko kunne opretholde vandforsyningen herfra sammen med de to uberørte boringer. Forbrugerne fik en fyldig orientering via annoncer og artikler i Aars Avis om forureningen og de foranstaltninger der var truffet i den anledning. Derfor fik vandværkets kontor da også kun nogle enkelte henvendelser efterfølgende for en uddybende orientering.

Nye kildepladser
Det blev nu nødvendigt at finde nye kildepladser, hvorfra der kunne hentes tilstrækkelige mæng-
der vand af god kvalitet. Oprindelig var kravet at vandværket skulle leve op til en forsyning på ca. 1.200.000 kubikmeter årligt, men nedlæggelsen af Danish Crown’s svineslagteri og det generelt faldende forbrug reducerede kravet til ca. det halve.

Efter prøveboringer forskellige steder blev løsningen fundet, en fin kildeplads i Statsskoven (Aars skov) nord for Aars. Herfra hentes nu det fine drikkevand via en rørledning til henholdsvis Tolstrup Vandværk og Nygaardsvejens Vandværk og sammen med de bestående boringer ved Tolstrup Vandværk kan de nu klare hele forsyningen til Aars Vandværks Forsyningsområde.

Behandlingen af vandet forgår på vandværkerne Tolstrup og Nygaardsvejen og er begrænset til filtrering for jern og mangan.

Øget Sikkerhed
For at kunne overholde de retningslinjer der er i forbindelse med terrorbekendtgørelsen og den meget fokus der er på drikkevandssikkerheden, blev der i 2010 påbegyndt opsætning af hegn omkring Aars Vands installationer hvor der enten indvindes eller behandles vand.
Der blev i samme periode opsat alarmer på installationerne således at Aars Vand bliver alarmeret hvis der bliver åbnet døre eller låger uden vores viden.
Disse arbejder blev afsluttet i 2013, således Aars Vands installationer er sikret bedst muligt.

Økonomi
Det har altid været magtpåliggende for Aars Vandværk at have god økonomi. I Aars Vandværks tidlige år regulerede bestyrelserne økonomien ved at opkræve ekstra kvartaler vandafgift, når man fattedes penge eller eftergav kvartalsafgifter, når man økonomisk var ovenpå.

Sådan forgår det naturligvis ikke i dag. Afregning sker i dag efter tarifblade, godkendt af Aars kommune og forbruget gøres op efter vandure. Men ønsket fra bestyrelsens side om en sund økonomi er fortsat det samme. De meget store investeringer i udbygning af ledningsnet, instal-
lation af vandmålere og etablering af nye kildepladser finansieres ved kommunegaranteret lån-
optagning, som afvikles over et relativt kort åremål.

Bestyrelsens visioner
Det er bestyrelsens fortsatte mål at fastholde den gode vandkvalitet, som man råder over efter etableringen af den nye kildeplads i Aars skov. Målinger har vist, at denne kildeplads indeholder så store vandressourcer af meget fin kvalitet, at man herfra vil kunne levere de vandmængder, der er brug for i Aars Vandværks forsyningsområde i mange år fremover. Vandet hentes op fra helt ideelle vandførende lag i ca. 100 meters dybde, og den eneste behandling det gennemgår, inden det når ud til forbrugerne, er filtrering for forbindelsen mellem jern og mangan (okker).

Der vil også fremover ske nøje overvågning af vandkvaliteten gennem udtagning af vandprøver, som undersøges for pesticider, og efterhånden som udviklingen åbner mulighed for laboratorie-
undersøgelser for evt. mulige nye pesticidforekomster, vil Aars Vandværk være med i denne udvikling, så man hele tiden er på forkant med at sikre en god vandkvalitet.

Imidlertid må det så også tilføjes, at det ligger udenfor bestyrelsens indflydelse, hvorledes vort samfund i øvrigt vil udvikle sig på miljøområdet, hvilket er helt afgørende for risikoen for forurening gennem nedsivning. Meget tyder dog på, at det er et område, politikerne er meget opmærksomme på, så man må forvente stadig stigende miljøkrav til produktionsvirksomheder herunder ikke mindst landbruget, som råder over de store arealer, hvor man i undergrunden oftest må hente vandressourcer fra.